Vand, Varme, El og Gas

Nyhedsbrev jan 2022

Nyhedsbrev for Egilshus - januar 2022 

 

Kære alle! Rigtig godt nytår! Hermed årets første nyhedsbrev fra Bestyrelsen. 

 

Ændringer i Bestyrelsen

Vi må desværre meddele, at Thomas Christoffersen på bestyrelsesmødet onsdag d. 15. december 2021 af personlige årsager valgte at trække sig som formand for bestyrelsen samt fra bestyrelsen som helhed. Det betyder, at Henrik Ekman som tidligere næstformand indtrådte som fungerende formand, samt at Dennis Fauerby som tidligere suppleant indtrådte som menigt bestyrelsesmedlem.

Thomas har siden sit valg til bestyrelsen i sommers ydet en enorm indsats som formand, og gjort rigtig meget for foreningens bedste. Det bliver svært for os andre at leve op til dette, og selvom vi vil gøre vores bedste, håber vi på jeres forståelse for, at vi lige skal finde vore ben at stå på. Thomas ønskes en stor tak for sin kæmpe indsats og alt det bedste. Han vil heldigvis stadig være at finde i foreningen som andelshaver.

Samtidig med ovenstående, fratræder Katja Svensson som suppleant, da hun desværre flytter fra foreningen. Katja fortjener også en stor tak for sin indsats. I stedet indtræder Matias Roed Nielsen som ny suppleant. Matias er uddannet arkitekt, og arbejder som projektleder, hvilket bestyrelsen håber at kunne få gavn af i forhold til de store byggeprojekter foreningen står overfor at skulle igangsætte.

Udlejning af butikslokale Islands Brygge 21  

Vi er glade og stolte over at kunne præsentere et så velprøvet og anerkendt koncept som Joe & The Juice som ny lejer af butikslokalet på hjørnet ved Islands Brygge og Njalsgade. Vi har haft en rigtig god proces med både J&J, erhvervsmægler og advokat i forbindelse med færdiggørelsen af en kontrakt som sikrer foreningen en økonomisk stabil og langsigtet lejer, der også selv sørger for istandsættelse m.m. Dermed risikerer vi ikke igen over de kommende år at gå glip af store summer i lejeindtægter.

J&J kommer til vores forening med et kaffebars-koncept som er mere voksent og afslappet (de kalder det ”affluent residential”), end det man kender fra de fleste af deres caféer. Det forventes, at caféen åbner dørene i ca. slutningen af marts, og indtil da vil lokalerne gennemgå en fuld renovering, inkl. bl.a. lydisolering mod naboerne, ligesom vi i god dialog med dem har sikret at eksempelvis støj, åbningstider og udsugning til madlavning ikke bliver et problem. På vores Facebook-beboerside uploades ligeledes en præsentation af konceptet så I som beboerne kan lære det at kende.

Kælderregistering

Der arbejdes stadig på planen med at tildele rum til de andelshavere og lejere som pt. mangler kælderrum, og evt. mulighed for at få nyt kælderrum for de beboere, som i dag har rum langt væk fra deres lejlighed. Bestyrelsen forventer, at vicevært Jan Meincke skal stå for opgaven med fordele tomme rum samt rum der i dag er optaget af beboere med flere end et kælderrum. Mere info vil følge snarest.

Sølvfisk, skægkræ og væggelus

Mange tak til de beboere, som i december svarede på spørgeskemaet omkring sølvfisk og skægkræ. Vi har modtaget knap 100 besvarelser og vi arbejder nu på at kortlægge omfanget af skægkræ samt hvilke muligheder vi har for at forbedre situationen.I samme forbindelse har vi for nylig haft en henvendelse om mistanke om væggelus hos en beboer. Det er vigtigt at understrege, at hvis en beboer på noget tidspunkt har mistanke om skadedyr skal vicevært Jan Meincke kontaktes med samme. Jan vil stå for at mistanken meldes til en skadedyrsbekæmper, som kommer ud og undersøger nærmere.

Tagterrasser

Det er vigtigt at afløbene fra tagterrasser bliver renset årligt. Hvis afløb ikke renses, kan det i værste fald medfører store vandskader på terrassen med risiko for nedsivning til lejlighederne og skade på bygningsfacaden, hvilket vi desværre har haft et eksempel på. De beboerne, der ejer de enkelte tagterrasser, har selv ansvar for at rense afløbene, men for at sikre en ensartet og korrekt rensning, har vicevært Jan Meincke tilbudt at rense afløbene for DKK 500 per afløb inkl. moms. Bestyrelsen anbefaler, at man tager imod tilbuddet, og vil udsende info om hvordan man tager imod tilbuddet.

Brandalarmer

Der er blevet opsat trådløse brandalarmer i de resterende trappeopgange i Njalsgade og Isafjordsgade, som har manglet. Disse alarmer blev udeladt efter renoveringen af fortrapperne for år tilbage af årsager, som ikke er kendt af den nuværende bestyrelse. Alarmerne vil blive tilset af vicevært Jan Meincke.

Varmecentral

Som tidligere oplyst, er det i henhold til foreningens tilstandsrapport og i forlængelse af beslutning herom på generalforsamlingen besluttet at igangsætte en totalrenovering af husets varmecentral. Renoveringen er vigtig for at sikre ejendommen mere stabil og billigere varmeforsyning, da varmecentralen er blevet meget slidt. Selv om projektkoordinator Alm & Thomsen ikke forventer væsentlige gener for beboerne under renoveringen idet den foretages uden for varmesæsonen, så kan støv- og støjgener sandsynligvis ikke helt undgås, især ikke omkring de opgange, der ligger tæt varmecentralen. Der vil udsendt mere detaljeret info fra Alm & Thomsen om forløbet af renoveringen, men ifølge den overordnede tidsplan etableres der en byggeplads mv. i uge 14, hvorefter det egentlige arbejde i varmecentralen starter i uge 16 med en forventet udførelsesperiode på 3-4 måneders tid.

Nye stigestrenge og ny fyrkælder

I forbindelse med renoveringen af varmecentralen pågår der samtidig drøftelser mellem bestyrelsen, foreningens byggetekniske rådgiver Arne Kiilerich, Alm & Thomsen, vicevært Jan Meincke og mulige leverandører vedrørende modernisering af foreningens stigestrengssystem i en række lejligheder i Njalsagade samt forbedring af ejendommens fyrkælder. Begge ting har til formål at sikre mere stabilt tryk og temperatur på ejendommens vand ude i lejlighederne og kan med fordel foretages forud for eller i forbindelse med renoveringen af varmecentralen. Bestyrelsen vil informere yderligere herom snarest.

Altanprojekt

Der er oprettet et altanudvalg på syv aktive medlemmer, inklusiv et medlem fra bestyrelsen. Indtil nu er markedet blevet undersøgt, hvorefter der er taget kontakt til 6 relevante rådgivere for at få deres bud på hvordan de vil løse opgaven. Deres besvarelser er blevet evalueret og der er nu udvalgt 3 til yderligere samtale, så man kan vælge det firma, som vurderes bedst at kunne hjælpe med at udforme et projekt til afstemning på næste generalforsamling.

Mange hilsener

Bestyrelsen i Egilshus

Seneste nyheder